På vej mod skolestart
Vi glæder os til at møde dit barn og jer forældre. Vi ved, at overgangen fra børnehave til skole kan være både spændende og for nogen lidt svær. Derfor har vi forskellige tiltag inden skolestart, så vi forbereder dig og dit barn bedst muligt.

Informationsmøde om skolestart 2026
Til oktober forventes den elektroniske indskrivning til skoleåret 2026/27 at starte.
Derfor vil vi gerne invitere alle forældre til børn, som skal starte i børnehaveklasse til august 2026 til et informationsmøde på Skåde Skole (mødet er uden børn).
Mødet finder sted d. 5. november kl. 19 til 21.30 i Fællesareal B (Indskolingens fællesareal)
På mødet vil I høre om Skåde Skoles værdier, og om den hverdag jeres barn vil blive en del af.
I vil høre om overgangen fra børnehave til skole, om undervisningen i børnehaveklasserne og om vores fritidstilbud i SFO’en.
I vil få mulighed for at møde børnehaveklasselederne, se lokalerne og stille spørgsmål.
Vi glæder os til at se jer
Børn begynder som udgangspunkt i skole i det år, de fylder seks. Du skal derfor indskrive dit barn til skolestart i 0. klasse i 2026, hvis det er født i 2020.
Indskrivning foregår digitalt
Skoleindskrivning foregår digitalt via borger.dk og åbner i oktober 2025 og lukker januar 2026. I får yderligere besked via digital post fra Børn og Unge-forvaltningen.
Læs mere om indskrivning på aarhus.dk
Efter afslutningen af den elektroniske indskrivning vil tilflyttere til skolens distrikt kunne indskrive børn efter henvendelse til skolens kontor på tlf. 8713 9120.
Sammenhæng mellem dagtilbud og skole
Skåde Skole og Skåde-Højbjerg Dagtilbud har et godt samarbejde omkring overgangen fra dagtilbud til skole. Når dagtilbud og skole etablerer et tæt samarbejde om børnenes fællesskab, læring, trivsel, udvikling og dannelse, skabes grundlaget for en bro mellem dagtilbuddets pædagogiske læreplan og skolens rammer i børnehaveklassen.
Det er en vigtig tid for dit barn, når barnet går fra at være børnehavebarn til at starte i SFO og i skole. I børnehaven indgår børnene i særlige tilbud frem mod SFO og skolestart. Der vil også være tilbud på skolen for børn, dagtilbud og forældre.