Spørgsmål og svar
Vi vil meget gerne gå i dialog med alle, der har interesse i PLUSklassen og bredere børnefællesskaber på Skåde Skole.
Her har vi samlet en række spørgsmål og svar. Vi udvider listen hen ad vejen på baggrund af den løbende dialog.
Hvordan får vores barn plads i PLUSklassen?
Vi fordeler vores indskrevne skolestartere i vores klasser efter bedste evne, og vi søger, så vidt muligt, at imødekomme særønsker til, hvilken klasse jeres barn kommer i. Vi kan dog ikke garantere at kunne imødekomme alle ønsker, da vi f.eks. kun råder over 17 pladser i PLUSklassen, der starter til august.
Vores barn har Autisme, ADHD eller en kognitiv funktionsnedsættelse – hvordan får han/hun plads i PLUSklassen?
PPR(pædagogisk psykologisk rådgivning) visiterer til de to pladser for børn med behov for et specialpædagogisk læringstilbud.
Bliver krav og målsætning i PLUSklassen tilsvarende de øvrige klasser på årgangen?
Ja, PLUSklassen skal følge de nationale målsætninger for trivsel og læring.
Hvordan er undervisningen i PLUSklassen? Er den anderledes end i de øvrige klasser?
Den faglige undervisning i PLUSklassen indeholder alle de samme emner, som der undervises i i de andre klasser. Blot vil rammen omkring undervisningen, og måden der undervises på, være anderledes. Der vil blandt andet være en høj grad af visuel støtte, fokus på tydelig præsentation af informationer, co-teaching, metoder til at skabe ro og arbejde med elevernes selvregulering, et kodet og trygt indrettet læringsrum og meget mere.
Kommer der flere elever i PLUSklassen end de ca. 19, der starter i børnehaveklassen?
Antallet af henviste børn i PLUSklassen vil stige op gennem skoletiden. I løbet af indskolingen vil der være op til fire børn, på mellemtrinnet op til fem børn og i udskolingen op til seks børn med specialpædagogiske behov.
Hvad vil skolen gøre, hvis der ikke er tilstrækkelige forældre, der ønsker deres barn i den kommende PLUSklasse?
Skolens ledelse er ansvarlig for klassedannelsen, og det vil derfor være ledelsens opgave i sidste ende at danne harmoniske klasser. Kan det ikke umiddelbart lykkes at lave en fornuftig klassedannelse, vil skolen altid gå i dialog med forældrene til de kommende skolestartere for at lykkes med at lave afstemte klassefællesskaber.
Kan man vælge PLUSklassen fra?
Har man som forældre særligt gode grunde til at vælge PLUSklassen fra for sit barn, indgår man i dialog med Sabro-Korsvejskolen om det. Vi ønsker altid at finde de mest udviklende læringsfællesskaber for alle børn.
Vi har et andet spørgsmål - hvem kan vi henvende os til?
I er altid velkomne til at henvende jer til:
Mogens Steen Petersen, Skoleleder
Anne-Mette Bak Thomsen, Pædagogisk leder 0.klasse / SFO